Sitemap    
 
SVENDBORG CLASSIC REGATTA 2014

Rekord-deltagertal i Svendborg Classic

Weekendens Svendborg Classic Regatta satte rekord med 65 deltagende både

Vi er meget tilfredse. Det høje deltagertal peger fremad, og vi har flere planer for udvikling af regattaen, siger stævneleder Michael Petersen, Svendborg Sunds Sejlklub.

Regatta-sejladserne blev afviklet i farvandet mellem Langeland, Tåsinge og
Thurø.
 
I Lunkebugten spillede vejret på en bred skala fredag og lørdag. Blå himmel og blide vinde herskede på førstedagen. Massiv regn og op til kuling i stødene havde magten på andendagen.

Møgvejr eller ej. Spektakulært var det at skue de mange kæmpende lystbåde fra tidsalderen med træ som bådebyggernes eneste materiale. Især blev øjnene fanget af Sophus Weber Racets to største både.
 
Den ene var 10-meteren Aaworyn bygget på Sophus Weber-værftet i Svendborg i 1923. I dag ejet, sejlet og flot passet af Rikard Wissing, Limhamn.

Den svenske 10-meter fik på banen hård konkurrence af den 20 år ældre, 63
fods gaffelriggede kutter, Kelpie fra England. Båden af typen Solent 38 er en er en
klassiker i kongeklassen ført af Olive Pelham.
 
Den 111-årige er i en stand, der talrige gange har imponeret international bådpresse. Oprindelig var den klasset som 12-meter. Fra Det sydfynske Øhav sejlede Kelpie videre med en femteplads overalt i Sophus Weber Race.

Resultaterne blev i øvrigt, at folkebåds-sejleren Jesper Worm Larsen i igen i år tog pokalen hjem.

Nummer to overalt blev Rikard Wissing, Limhamn i 10-meteren Aaworyn. Nummer tre guldvinder Svend Jakobsen i sin Mälar 30, Trio.

Årets tema i Svendborg Classic Regatta var Peter Bruun-designede både og i
særlig grad Grinde,der fylder 40 år. Peter Bruun sejlede selv med, og han
kunne glæde sig over, at se hele fire af sine bådtyper repræsenteret:

Marsvin, Spækhugger, Grinde og Kaskelot.

Resultaterne fra Grinde-løbet:

Jørgen Binzer i Bombardine blev nummer et, Lars Nielsen i O’Hvalen nummer to og Allan Rye i Grog nummer tre.

Motorbåds-temaet var klassikeren Coronet, der i Svendborg Havn kunne dyste i ringridning til søs.

Svendborg Classic Regatta er arrangeret af sejlklubberne i Svendborg og Rudkøbing og på Thurø samt af Danmarks Museum for Lystsejlads på Tåsinge.

Med sejlerhilsen

SVENDBORG CLASSIC REGATTA

Svendborg Sunds Sejlklub
Svendborg Amatør Sejlklub
Rudkøbing Sejlklub
Thurø Sejlklub
Danmarks Museum for Lystsejlads, Tåsinge
DFÆL, - Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer.
Rudkøbing Sejlklub | Skudehavnen 67, 5900 Rudkøbing  | rudkoebingsejlklub@gmail.com